mandag den 25. maj 2009

Djursland: Gjerrild

Vi er nu ude på det yderste af Djursland. Vi er også på det spot hvor nogle af kystfluefiskeriets pionerer i 50' erne og 60'erne indhentede de første erfaringer med havørred i det salte.


En af de første, legendariske Poul Wellendorf, der også i 1951 var medstifter af Randers Sportsfisker Klub, svingede her fluestangen sammen med nogle af sine venner. Senere blev det i RSK regi til investeringen i et klubhus, som er beliggende næsten helt nede ved stranden lidt nord for klinten.



Stor vanddybde og gode strømforhold er med til at skabe de helt rigtige forhold!

Et lille rev der skaber strømskel - en sikker plads!

Også ved Gjerrild kommer pontonbåden til sin ret. Man undgår at balancere på de glatte sten!

Der er etableret en lille P-plads med toilet, borde og bænke.

Se også her



Henrik Leth


tirsdag den 17. marts 2009

Mariager Fjord: Vive / Bilfragmenteringen

Lad det være sagt med det samme: Vive og specielt Bilfragmenteringen er et par af Mariager Fjords mest populære fiskepladser.
Ved "Bilfragmenteringen" er der gode chancer året rundt, også på ellers "umulige" dage med hedebølge og høj sol.
Mod Hadsund findes der en god bundvegetation og en del store sten, der gør evt. vadning mere udfordrende.

I Vivebugten har vi en bund der består af sten, kalkflager, sand og muslinger og en del ålegræs.
Vær opmærksom på vinterfredningsbæltet - fra 16 nov. - 15 marts. - omkring Vive Bæk !

Anløbsbroen hvor der afhentes skrot. I baggrunden ses bugten ved Bilfragmenteringen. Går du vest på starter Vivebugten.

Kort
Henrik Leth

www.brakvand.dk

mandag den 2. marts 2009

Dokkedal

Østkystens flats!
Fra udmundingen af Randers Fjord i syd, til Limfjorden i nord er der masser af givtige fiskepladser. Du kan fiske på kanten af sejlrenderne, både ved mundingen af Randers Fjord, Mariager Fjord og Limfjorden. Derudover er østkystens mægtige "flats", med de mange tidevandsrender oplagte fiskepladser. Du kan vælge de "sikre" pladser ved Dokkedal eller nordsiden af Mariager Fjords udløb. Men har du mod på det "uprøvede" er der fiskbare render langs hele den herlige østkyst.

Det er min erfaring at fiskeriet, her i forårsmånederne er bedst de første timer efter at vandet er begyndt at falde. Husk at "vandet vender" hver 6 time! Det lave vand over de vidtstrakte sandflader, bliver hurtigt opvarmet. Her er der masser af smådyr. Når vandet falder, er det således både opvarmet vand, samt en masse fødeem­ner der følger med ud... Fisk derfor i tidevands ud­løbe­ne. Bjarne Fries, opfinderen af Flexi-Stripperen, på vej mod land efter en god april morgen ved Dokkedal.
Lavvandet - det er let at se indløb og hul.

Ørrederne følger til tider fluen helt ind over skrænten, så sørg for at undgå skygger og hold i øvrigt lav profil.

Henrik Leth





En af de gode pladser finder du ved Dokkedal. Parker i vejsiden lige nord for campingpladsen og følg badestien til stranden. Nu vader du lige ud, små 500 meter. Du er nu ved kanten af "hullet".



lørdag den 28. februar 2009

Randers Fjord, Udbyhøj Syd

Havnen i Udbyhøj Syd.
Der er fine parkeringsmuligheder og let adgang til fjorden. Er der vindstyrke der kan være generende, vil fra nordøst til sydøst være perfekte.

Der kan vadefiskes på begge sider af havnen langs kanten til sejlrenden. Herfra kan du bruge din flydering eller pontonbåd ligesom på fjordens nordside. Også her er muligheder for at købe lidt lækkeriet i kiosken på havnemolen.

Udover ørreder og hornfisk, møder du i sæsonen ofte multer der fouragerer i strømkanterne eller i det lavvandede område mellem land og sejlrenden.
Vær opmærksom på at strømmen og på dønningerne når der passerer coastere og andre større fartøjer! Om foråret og forsommeren, inden vandtemperaturen er kommet op over 14- 15 grader, fisker området bedst lige efter at vandet er begyndt at falde. I sommeren og efteråret er det det modsatte der er gældende.

Henrik Leth
www.brakvand.dk





mandag den 26. januar 2009

Mariager Fjord: Katbjerg Odde Øst

Vi er i "midtfjorden" og på en af de populære pladser, der både kan præstere flotte fisk og god læ når vinden er frisk fra sydlig eller sydvestlig retning.

Både øst og vest for odden møder du spændende områder med en varieret dybde, børsteormsbund og store områder med blåmuslinger.
I februar, marts og april er det ikke usædvanligt at opleve store mængder børsteorm og ørreder der har taget for sig af retterne.
Med enebærklædte bakker, skov og strandenge præsenterer Mariager Fjord sig ved Katbjerg Odde sig fra sin bedste side.

Henrik Leth
www.brakvand.dk

















lørdag den 10. januar 2009

Randers Fjord, Stenrevet

Stenrevet er en af fjordens mest kendte pladser. Sæsonen starter den 16. januar (fredningen ophører).

Er der isfrit er der hele vinteren og i foråret rigtigt gode muligheder for at møde fiskeeventyret. Vinter og forår har jeg oplevet det bedste fiskeri lige efter at vandet er vendt og vandstanden er faldende.
Udover fiskeriet langs kanterne, kan der vades og fiskes både på nord og sydsiden af "revet". Specielt nordsiden er interessant idet bunden her er dækket med store mængder blåmuslinger.
Vinter og forårsfiskeriet giver ofte nedgængere, som dog altid bør genudsættes. I fjorden er der dog også en god bestand af "grønlændere" og "overspringere" - fisk der tilsyneladende altid er på farten, rundt i fjorden!
Forårsfisk fra Stenrevet. Vinter og foprår er fluer som Pinky Pain og Udbyhøj et godt valg.
Mere om Stenrevet, herunder kort. Her

torsdag den 1. januar 2009

Kalø Vig, Lumskebugten

Massive udsætning og et stort arbejde med at optimere områdets gydevandløb, er baggrunden for at vi i Århusbugten har gode muligheder for at fange ørreder, stort set hele året.
Af ukendte grunde kalder mine fiskevenner den inderste del af Kalø Vig for Lumskebugten. Om navnet hentyder til den varierede bund, eller til andre forhold, skal jeg ikke kunne sige.

På venstre side af odden fiskes der over et område med masser af mulinger og blæretang. I baggrunden ses forøvrigt Kalø Slotsruin. Vades og fiskes der i retning mod Ruinen, kan der fiskes og vades et godt stykke ud,
Muslingebanker, børsteorm og varierede vandybder er kendte indikatore for et godt kystfiskeri.

Se kort over området. Her

Henrik Leth
http://www.brakvand.dk/